Vi er ophørt med at bygge masseovne, men tilbyder gerne konsulentbistand til selvbyg.
Masseovnen er en brændeovn bygget op af sten – inderst ildfaste sten og yderst almindelige mursten eller lignende materialer – det kan være cob eller natursten. Ovnen fylder typisk lidt over 1 m2 og er 225 cm høj. Den vejer fra 3 til 5 tons.
En masseovn kan opvarme et velisoleret hus på op til 150 m2.
Man kan indbygge bageovn i masseovnen. Det giver nogle gode muligheder for at lave pizzaer, brød af forskellige slags, ovnretter, kager m.m. uden at tænde for el-ovnen.
Akkumuleringsevne.
I vintertiden fyrer man typisk et bål om dagen a’ ca. 1 time. Man fyrer 10 – 20 kg. af på en gang, hvorved man opnår temperaturer på omkring 900 grader og derved opnår en ren forbrænding. Ovnen har en stor varmeakkumulering idet den store indvendige overflade i brændkamrene og røgkanalerne sluger den skabte varme så afgangstemperaturen til skorstenen er nede omkring 150 – 200 grader celsius. Masseovnen udnytter ca. 90 % af energien i brændsel, som naturligvis skal være velkløvet og tørt, 5 – 10 cm. tykkelse og 35 – 50 cm. længde er optimalt. (Læs i øvrigt: “Bogen om brænde” af Erik Holmsgaard). Varmeeffekten er på 2 – 3,5 kilowatt. Varmen afgives jævnt over hele døgnet. Forår og efterår fyres typisk hver anden eller hver tredje dag.
Varmeveksler.
Man kan indbygge en varmeveksler – typisk kobberrør – i toppen og evt. ned af bagsiden på ovnen så den kan levere varmt vand og evt. et tilskud til noget gulvvarme. Dette kan kombineres med eksisterende vandbårne varmesystemer, og kombineret med solvarme kan det i mange tilfælde være tilstrækkeligt til at klare behovet i hele boligen.